Johanne er tidligt i butikken. Det er første dag i hendes nye liv som forretningsdrivende. Om en halv time vil hun åbne døren og se, om hendes idé holder. Det er det allermindste lokale i hele bymidten, som hun har fået til rådighed. Der er lige præcis plads til en disk, et køleskab, en reol, 10 små borde og 20 stole.

Nu er det tiden at tænde for stearinlys, musik og kaffemaskinen, inden hun lukker op. På slaget otte lukker hun op og byder de første indenfor.

“Velkommen til Hyggekrogen. Værsågod, lås jeres mobiler inde her!”

Den detalje overrasker veninderne.

Fuld af skepsis lader Kaja og Beate deres telefoner låse inde i hvert sit rum i den dertil indrettede anordning. Mobilskabet er skruet fast i disken og forsynet med hængelåse.

“Hvad skal vi så lave?” spørger de – kun halvt i spøg.

“Tal sammen,” foreslår Johanne med et smil, mens hun serverer kaffe og småkager.

Et par, der har fulgt med fra døren, er tvivlrådige.

“I kan jo prøve et kvarters tid?” opfordrer den nyudsprungne initiativtager. “Når I ikke kan klare det længere, kan I jo bare gå igen.”

Parret beslutter at gøre et forsøg og bestiller tilmed kaffe med småkager.

“Du får ikke min mobil,” siger en mand med slips og attachemappe.

“Jeg vil heller ikke have den.” Johannes stille og klukkende latter er lige ved at smitte ham.

Han kniber øjnene sammen til mistroiske sprækker, og nikker ind mod de bageste borde. “En kop kaffe, tak.”

“Du kan godt få en kop kaffe, men så skal du låse den der ind i skabet.” Hun smiler og peger på livsnerven i hans hånd.
“Så skal jeg bare have kaffen med.” Han sukker opgivende og lader hende dermed vide, at hun er urimelig.

“Det kan du så ikke.”

“Meget mærkelig café!”

“Hvorfor kan jeg ikke bare få lov at sidde med en kop kaffe og se på min telefon?”
Hundeøjne og bedede stemme preller af på Johanne.

“Hvis det er dét du vil, så er der en masse andre steder at gå hen. Min café er til gammeldags hygge.” Hun kan godt selv høre, hvor let den sidste sætning kan misforstås. Derfor bliver hun ikke overrasket, da mandens øjenbryn flyver op, og et skævt smil bryder frem.
Med en trodsig attitude låser han sin mobil ind i skabet.

“Hvad kan det mon så være?” Han læner sig nonchalant op ad disken.

Johanne blafrer med sine lange øjenvipper.

“Helt almindelig kaffe med eller uden mælk og/eller sukker – dertil lidt lækkert.”

Manden, som ved nærmere øjesyn ser ret pæn ud, slikker ubevidst sin underlæbe. Mon han flirter eller driller?

“Nu har du min fulde opmærksomhed.” Hans blik flakker til hendes røde mund.

“Det lyder dejligt. Sæt dig – så kommer jeg med noget.” Hendes kinder bliver varme, så hun får travlt med at vende sig mod kaffemaskinen.
Ud af øjenkrogen fornemmer hun, at han finder et bord bagerst i lokalet. Nu skal hun bare finde ud af, hvilke slags lækkerier, han skal have.

Pludselig brummer hele disken. Noget kunne tyde på at en af de indelåste mobiltelefoner har vibrationssignal slået til.
Kaja og Beate er så optaget af deres snak, at de end ikke bemærker det. En glædelig overraskelse, der får Johanne til at trække på smilebåndet.

Den unge mand, der venter på sin servering, gnider løs på sit ur. Gad vide om han vælger at omgå hendes regler for caféen? Han trækker skyndsomt ærmet ned over sit håndled og sender hende et undskyldende smil. Hun lægger en ekstra hjerteformet brunkage ved hans bestilling.

“Er de lækkerier til mig?” spørger han og blinker.

Johanne plejer altid at have et kækt svar parat til enhver situation, men hans intense blik får hende til at tøve.
Han ser ned på den hjerteformede småkage og smilet bliver bredere.

“Tak. Hvordan har jeg gjort mig fortjent til sådan en?”

Flere forskellige svarmuligheder flyver hurtigt forbi i hendes hoved.
“Du tør at give afkald på din mobil for en stund.” Hun kan kun lige holde et fnis tilbage.

Han lægger – tilsyneladende ubevidst – hånden over sit håndled, hvorpå uret sidder.

“Hvad hedder du?”

“Johanne. Og du?”

“Kristoffer Madsen” Han rækker hende sin hånd.

“Må jeg kalde dig Krist Mads?”

I bagvægsdekorationens genspejling kan Johanne se, at Kaja og Beate fnisende følger med i hendes samtale. Kristoffer sender hende et misbilligende blik, inden hans ansigt blødes op. Nu virker han drillesyg.

“Hvis jeg må kalde dig Johanne Kaffekande.” Det ene øjenbryn flytter sig langsomt opad. Det er ikke til at sige, hvilken reaktion, han forventer.

“Naturligvis,” hun sender ham et strålende smil. “ Men nu må du have mig undskyldt, Kristtjørn.”
Hun går en runde – fylder mere kaffe i alle gæsternes kopper.

Flere mennesker finder ind i den julehyggelige café. Nu er der kø. Pludselig har Johanne rigeligt at se til.

Cafeen er fyldt med gæster og en hyggelig summen af samtaler fylder rummet. Indimellem brummer disken, når en indelåst mobiltelefon modtager en besked. Men nøjagtigt som Johanne har ønsket sig, ser det ikke ud til at forstyrre nogen.
Hun ser efter, at hendes lager af hjemmebagte småkager kan forsøde tilværelsen for flere kunder.

“Du har vel ikke én mere, af den slags jeg fik?” spørger Kristoffer og holder hendes blik fast med sit.

“Jeg havde kun et hjerte, – det fik du.” Ordene kan opfattes meget romantisk, og sådan et menneske er hun.
“Det lyder vildt.” Hans latter forekommer hende nervøs.

Johanne sender Kristoffer sit bedste smil.
“Måske bager jeg flere i aften.”

“Så kommer jeg igen i morgen.” Han fumler længe med hængelåsen. Den er ikke svær at få op, men han bruger alligevel lang tid.

“Du skal være julehjerteligt velkommen,” hendes øjne gnistrer.

“Du er godt nok glad for jul, er du ikke?” Han kan ikke beslutte sig for om det er godt eller skidt..

Hun rynker brynene i forundring. “Er du da ikke det?” Hendes stemme lyder med ét trist.

“Øhm, jo da, selvfølgelig,” får han fremstammet. Især hvis det kan få smilet frem på hendes røde mund.

“Johanne Kaffekande,” ordene kommer i et drillende tonefald fra Beates mund.

“Jeg synes, det lyder sødt.” Kaja lægger hovedet på skrå og blafrer med øjenvipperne.

“Dét synes jeg også,” Beate holder Johannes blik fast. “Men hvad synes mon vores veninde?”

“Jeg synes,” hun bider sig i læben og ser fra den ene til den anden, “at jeg skal bage brunkager i aften. Der er måske noget magisk ved dem. Det vil jeg gerne lige teste.”

Hendes veninder forlader cafeen i højt humør. En halv time senere kommer de tilbage – efter deres telefoner. Der er måske potentiale til lynafvænning af skærmafhængighed.

Klokken er ti om formiddagen, og Johanne forsøger at gemme et gab med bagsiden af hånden.Hun var længe oppe at bage aftenen før. Mange af de kunstfærdigt udformede småkager er solgt og spist. En enkelt er gemt af vejen til en særlig person.

Eftertænksomt ser hun mod døren. Han mente sikkert ikke noget med det. Misforståelsen skal ikke gå ud over de øvrige kunder. Hun retter ryggen, klistrer et smil på og går en runde med kaffekanden.

Den hyggelige summen af levende samtaler, holder den naive tro på julemagien ved lige. Hun sender endnu et længselsfuldt blik mod døren.

En rød kuvert er kilet fast mellem dør og karm og falder ned på jorden, da Johanne åbner butikken.

Kære Johanne.
Jeg blev forhindret i at komme, det beklager jeg. Håber du ikke har givet hjertet til en anden.
Kh Kristoffer.

Med ét er smilet atter ægte og farven fra konvolutten sidder på kinderne.
Bare han nu kan tåle lidt julesjov, når han ser, hvad hun har bagt til ham.
Brevet fortæller ikke, hvornår han næste gang vil komme. Men nu tør hun håbe på, at han har tænkt sig at gøre det.
Hun fornemmer, at denne dag bliver god.

Kristoffer sidder med overblik over hele cafeen, men han har kun øje for den kønne kvinde bag disken. Hendes kinder er lyserøde og trukket op af hendes store smil. Han kan ikke lade være at håbe på, at han er lidt af årsagen til det gode humør.

Johanne placerer kop og sidetallerken foran ham. Derefter hælder hun kaffen op til ham.
Han har svært ved at flytte blikket fra hendes ansigt, men ser omsider ned på sin tallerken og rynker brynene. Det er ikke et hjerte, som han havde håbet.

“Kris Kringle,” hun trækker genert på skulderen. “Jeg elsker jul.”

Et øjeblik er hun urolig for, at han ikke forstår. Eller måske synes han bare ikke, det er sjovt. Men så lyder pludselig hans dybe latter. Som om det først dér går op for ham, hvordan den lyder, laver han den en anelse om.

“Ho ho ho. Jeg tror, du har været en sød pige i år.” Han flytter sig tilbage med stolen og klapper på sit lår. “Vil du sidde her og fortælle mig, hvad du ønsker dig til jul?”

Johanne rødmer dybt og gisper. Hun er lige ved at tabe kaffekanden. Så langt havde hun slet ikke tænkt.

Et langt akavet øjeblik går, mens de begge – halvt i panik – tænker på, hvordan de hver især kan redde situationen.

Kristoffer genvinder først fatningen. “Du har måske allerede alt, hvad du ønsker dig?”
Hendes blik sænker sig til hans mund i et splitsekund, men han ser det. Det styrker hans selvtillid.

“Jeg har stadig uopfyldte ønsker. Men jeg er bange for at jinxe det ved at sige det højt.” Hun rødmer let.
“Så meget at du hellere vil risikere, at det ikke bliver opfyldt?”
Hendes blik flakker atter til hans smilende mund.
“Måske,” svarer hun kort. “Hvad ønsker du dig?”

Det lød som et nemt spørgsmål, da han stillede det til hende. Men nu hvor han selv får det, er det en anden sag.
“Jeg ønsker mig …” starter han. Ønsket indeni ham er så stort, at han er nødt til at starte med noget mindre. Men hvordan får han det sagt?

“Der kan du selv se. Du er selv bange for at sige det højt.” Hun prikker ham på næsen med pegefingeren.
Han fanger hendes hånd i luften. Duften af vaniljekranse omgiver hende. Inden han når at fortryde, trækker han hendes hånd hen til sin mund og kysser den.

Johanne spærrer øjnene op. Holder vejret – bange for at gå glip af noget, hvis hun bevæger sig. Kristoffer stirrer afventende på hende.

“Tak,” hvisker hun, eller tænker hun det kun?
“Selv tak.” Han holder stadig hendes hånd ud for sit ansigt.
“Det gik stærkt,” hun smiler hemmelighedsfuldt.
“Gjorde det?” Han løfter et øjenbryn.
“… at få det ønske opfyldt. Det var godt, jeg ikke jinxede det.”
“Der var jeg heldig. Hvis alle dine ønsker er så simple, er de nemme at opfylde,” han bukker hovedet lidt – med hendes blik holdt fast.
“Simple ønsker kan blive komplicerede.” Hun har glimt i øjet.

En ældre mand rømmer sig og tiltrækker sig således Johannes opmærksomhed.
“Du skal ikke afbryde de unge mennesker,” tisker hans ledsagerske med en høj hvisken. Hun ryster beklagende på hovedet mod Johanne.

“Jeg må hellere passe mit arbejde,” siger Johanne henvendt til Kristoffer. Hendes hjerte slår hurtigt, og hun ærgrer sig over at forlade deres samtale.

Damen ved nabobordet gestikulerer mod Kristoffer, han bør sige noget.

“Jeg venter på dig, når du lukker butikken. Måske vil du med ud at drikke en kop kaffe?”

“Hun har selv en café. Tag dig dog sammen, mand.” Herren ved siden af sukker opgivende.

Johanne bider sig i læben for at undgå at grine. Det lykkes ikke helt.

“Eller vi kan gå en tur?” Kristoffers blik flakker mellem den skønne kvinde og det ældre ægtepar, som om han afventer deres godkendelse. Herren trækker på skulderen, mens damen smilende nikker.

“Det vil jeg se frem til. Begge dele lyder fristende.” Johanne tilføjer tavst så længe det er med dig.

“Hvor er det forfriskende gammeldags,” hvisker en anden gæst til sin veninde.
Det går op for Johanne, at alle hendes kunder har fulgt med i optrinnet. Med et piget smil fylder hun efter tur deres kaffekopper.

En gammel lektor med sparsom hårvækst og læderlapper på fløjlsjakkens albuer bestiller nogle julesmåkager til at tage med.

“De gør det fortrinligt, unge dame. Er De gift?” spørger han brysk.
“Tak for det, Hr. Nej, jeg er alene,” svarer Johanne og sender et hurtigt blik efter Kristoffer.
“De vil gøre Dem godt på ægteskabsmarkedet.” Lektoren blinker og kommer til at afsløre, at han er blød indeni.
Har hun lyst til at være så gammeldags? Det må komme an på, hvad den rette mand, har at byde på.
“Hvis jeg ikke var gift så …” Han vipper med øjenbrynene skævt smilende.

“Unge mand, jeg vil give dig et råd.” Manden ved nabobordet griber fat i den unges ærme, da han går forbi.
Kristoffer standser og ser afventende på manden.
“Gør det lidt gammeldags. Den kønne pige ser ud til at kunne lide det sådan.”

Det er faktisk ikke en dum idé, tænker han, mens han skyndsomt låser sin telefon ud af skabet. Tankerne tager ham hurtigt mod en kanetur. Flovt erkender han at tænke lidt for moderne. Dén slags vil hun nok ikke finde romantisk. Så hellere et brev, måske kan han skrive et digt?
Har han mon fantasi til det?

Johanne vasker op sidst på dagen. Hyggekrogen ser ud til at være blevet en succes – både med den mobilfrizone og de hjemmebagte småkager. Det glæder hendes julehjerte. Måske er det alt for let at starte op i december, når man selv elsker julen så højt?
Det må tiden vise. Det er vel trods alt bedre at springe ud i noget, man brænder for – få det afprøvet, end at sidde tilbage som gammel og fortryde, man ikke turde forsøge?

Udenfor vinduet har hun set Kristoffer gå rundt. Hun kan lide hans smil og humør. Hans øjne gør hende helt rundtosset. Skørt.

Mens Johanne låser døren forsvarligt, hører hun puslen bag sig.

Kristoffer træder frem og rømmer sig nervøst. Han har den ene hånd på ryggen og et stykke papir i den anden.

“Forførende digte jeg ville dig skrive
og håbe så i dit hjerte at blive.
Til knæene når jeg Hr. H.C. And,
langt hellere er jeg din julemand.”

Øjne mødes, munde smiler. Fra bagved ryggen fremtryller han en mistelten, som han holder over hendes hoved, inden han fortsætter. Hjerterne banker, hun holder forventningsfuldt vejret.

“Under dette botanik,
jeg følge vil gammel skik.”

Endelig kysser han hende – og hun ham.