Linda havde pakket bilen med weekendtasken og alle julegaverne til familien, som hun skulle være sammen med juleaften. Det var som altid hendes forældre, søster Martha, svoger og deres to drenge. Hun havde en lang køretur fra Midtfyn til Ringkøbing. Turen kunne normalt tilbagelægges på godt og vel to timer.

Det havde sneet en del i nat. Hun havde kørt mange kilometer i løbet af sit endnu ikke lange liv, men hun var aldrig blevet tryg med glat føre. Hvis hun var rigtig uheldig ville turen tage dobbelt så lang tid denne gang. Hun måtte hellere se at komme afsted.

Termokruset var fyldt med the og diverse snacks lå parat i den rummelige håndtaske. Så var det bare at finde en god playliste med julesange og afsted.

Der lå mere sne på motorvejen, end hun havde regnet med. Hun kunne se, at sneploven havde været der, men der var faldet mindst fem centimeter sne siden. Det sneede stadig, og ifølge meteorologen i radioen, ville det kun blive værre. Hun slap kortvarigt rattet med den ene hånd og rakte ud efter sin the. Det gjorde ondt at strække fingrene ud, så hårdt holdt hun om rattet. Måske skulle hun vende om?

Da hun havde kørt i to timer, var hun ikke engang nået halvvejs. Det føg og driverne var begyndt at se truende ud på vejen. Endelig kunne hun skimte skiltet til Rastepladsen, hvor hun ville holde et tiltrængt hvil og en tissepause.

“Glædelig jul og velkommen,” smilede den unge mand i butikken.

“Øh, tak. Jeg skal bare låne toilettet, så jeg kan komme videre vestpå.” Den næsten familiære modtagelse virkede lidt spøjs.

“Det kan du glemme. De har lige fortalt i radioen, at politiet forbyder al udkørsel.”

”Kan de da det?” Linda stopper overrasket.

”Det er for farligt at køre!”

Hun stoppede op og nåede at tænke, at det måtte være noget, han forsøgte at bilde hende ind. Politiet kunne da ikke forbyde udkørsel – allerhøjest fraråde det.
Den unge mand kløede sig forlegent i håret, som om han kunne læse hendes tanker.

“Toilettet den vej. Så giver jeg en kop kaffe bagefter.” Han pegede over skulderen med tommelen.

Linda smilede over den joviale tone. Sådan var hun aldrig blevet talt til på en tankstation før, som var det hans eget hjem.

”Hvad hedder du?” spurgte hun på en pludselig indskydelse.

”Jeppe,” smilede han og fik en anelse farve i kinderne.

Ved et cafébord sad Bodil og HC, et ældre ægtepar, og fulgte diskret med i den unge kvindes ankomst. De var lige som hun blevet tilbudt kaffe af tankpasseren.

“Jeg er bange for, at vi kommer til at være her længe!” brummede manden frem for sig og stirrede ud på de vrimlende snefnug. Den nytilkomne nikkede høfligt til dem, præsenterede sig kort og satte sig ved et andet bord.

”Vi var på vej til Århus. Hvor skulle du hen, min ven?” Bodil syntes, den unge kvinde så en smule rystet ud.

”Hjem til mine forældre i Ringkøbing.” Linda smilede modfaldent.

Den automatiske dør gik op og to tilsneede mennesker kom ind. Den lille snemand lo højt, mens hun så ned ad sig selv, inden hun vendte blikket til sin følgesvend.

“Far, du ligner Kristoffer fra Frost!”

Faderen udstødte en mellemting af et fnys og et grin.

“Velkommen til, Elsa?” Medarbejderen bøjede sig ned mod pigen, som gloede overrasket tilbage.

“Kender du mig?” Tankstationens tre andre kunder fulgte nysgerrige med i samtalen.

“Nej ikke endnu.” Han smilede bredt til pigen.”Jeg hedder Jeppe. Hvad hedder du?”

“Elsa!”

Jeppe flækkede i et stort hjerteligt grin, som hurtigt smittede af på alle de andre.

“Det ser ud til, at vi kommer til at holde jul her!” sagde Elsas far og så sig omkring med et stift smil, der ikke helt nåede øjnene.

“Hvor er det sejt,” jublede Elsa og kæmpede sig hurtigt ud af sin jakke.

Linda sukkede tungt, selvom hun forsøgte at skjule det. Hun var ikke helt sikker på, om hun syntes, det var sejt at holde jul uden sin familie, i et indesneet cafeteria ved motorvejen med fem mennesker, hun ikke kendte. Det burde være den hyggeligste aften på hele året. Hun så op og fik et venligt smil af Bodil.

”Frederik.” Elsas far gik hen til det ældre ægtepar og gav dem hånden.

“Jeg hedder Bodil, og det er HC.” Hun pegede på manden overfor, som rejste sig og hilste på den yngre mand. Frederik gik videre til Linda, og holdt hendes hånd en anelse for længe, inden han satte sig overfor hende. Jeppe kom med kaffe og the til dem og satte sig ved siden af Frederik, idet han trak på skuldrene.

“Jeg ved godt, at jeg teknisk set er på arbejde. Men jeg er også praktisk talt sneet inde her, så..” Han modtog accepterende smil af de andre.

“Det er det største juletræ i Verden,” bekendtgjorde Elsa ovre fra hjørnet af cafeteriet. Træet var ganske rigtigt meget stort – måske tre meter højt, og sandsynligvis endnu mere imponerende fra hendes øjenhøjde. Det var fyldt med lyskæder og røde glaskugler i forskellige størrelser. Hun vendte sig om med et skuffet udtryk i ansigtet.

“Stjernen mangler.” Hun så ud som om, hun var tæt på at bryde ud i gråd.

“Du har ret. Det er en kæmpe fejl. Vil du hjælpe mig med at finde en?” Jeppe tog den lille pige i hånden, og sammen gik de på jagt i butikken.

”Det er ikke kun en stjerne, vi mangler,” mumlede HC lavmælt for sig selv. ”Jeg havde sådan glædet mig til vores datters julemad. Hun er så ferm i et køkken. Den brune andesovs …” Han lukkede øjnene og slikkede sig frydefuldt om munden. Bodil klukkede stille ved synet.

”Vi plejer at få suppe og bagefter risengrød med en mandel i,” sagde Linda eftertænksomt.

Frederik rynkede brynene i en skeptisk mine. ”Højst uacceptabelt. Man skal have flæskesteg først og risalamande til dessert.”

Der blev en livlig debat om, hvad den perfekte julemiddag burde indeholde, og frustrationen over cafeteriets udvalg af mad.

Bodil rejste sig fra sin plads med et lille smil på læben. Hun trak lidt i Lindas ærme for at få hende til at følge med.

”Du virker til at elske julen, lige så meget som jeg gør.” Bodil klemte blidt om Lindas arm. ”Der var ingen af os, der drømte om at strande her. Men nu er det sådan, det er. Vil du hjælpe mig med at lave en fantastisk juleaften?”

Linda blev rørt over den ældre kvindes varme.

”Selvfølgelig, vil jeg det. Lad os se, hvad køkkenet har at byde på.”

Kold ribbensteg, hårdstegte pølser og pommes frites.

”Hvis jeg havde vidst, vi skulle sne inde, havde jeg købt ind til en bedre menu.” Jeppe lagde en hånd på hver af de to kvinders ryg og lænede sit storsmilende ansigt ned mellem deres.

”Det er jeg sikker på. Du er en god dreng,” Bodil lagde en rynket hånd på den unge mands kind, der hurtigt antog en varm nuance.

”Nå – men min lille veninde har flere opgaver til mig. Vi mangler stadig stjernen, men vi kommer ikke til at gå ned på slik og chokolade.”

Elsa smilede skælmsk, tog hans hånd og trak afsted med sin nye helt.

“Kan vi gøre noget med gaver?” Bodil så eftertænksomt på Linda, som om hun egentligt bare tænkte højt. Linda tænkte på pakkerne i bilen. Til hendes nevø på fem år havde hun købt farveblyanter og en malebog, som en lille før-mad gave. Dén måtte Elsa gerne få. Bodil jublede begejstret. Hun og HC havde gaver til hinanden. Så manglede de noget til Jeppe og Frederik.

Og mig! tænkte Linda men skjulte sin barnlige skuffelse. Bodil klappede hendes arm og opfordrede hende til at klæde sig godt på, når hun gik ud at hente pakken. Derpå gik hun hen til mændene.

Linda, Frederik og HC tog deres jakker på og begav sig ud på parkeringspladsen for at hente de gaver, der naturligvis skulle til. Der var bemærkelsesværdigt stille fra motorvejen. Alle bilerne var dækkede af et tykt lag sne og lignede mest en landsby af igloer.

Linda fandt nemt sin pakke og sendte nevøen en kærlig tanke. Hendes familie havde ærgret sig, da hun ringede for at udskyde sin hjemkomst. Det gav et lille stik i hjertet, og den friske luft var kold i lungerne. Med et beslutsomt smil gav hun HC en støttende arm og hjalp ham med at bære.

Vel inde i varmen igen fik Linda et pust af julestemning. Der var blevet skruet ned for radioen. Lyset var dæmpet og de batteridrevne stearinlys gav det hele et strejf af magi. Juletræet kom også rigtigt til sin ret nu – og så fantastisk ud med sin skriggule papstjerne. Elsa lagde omhyggeligt alle gaverne ind under træet, hvorefter hun hoppede hvinende rundt.

”Det er vist os voksne, der hænger os mest i traditionerne,” mumlede hendes far med et lille suk.

”Jeg tror, du har ret. Vi bør gå til det med en barnlig jubel,” svarede Linda med et varmt smil.

Julemenuen var ikke noget at juble over, men selskabet var upåklageligt. Mens de spiste pølser og pommes frites – akkompagneret med butikkens dyreste flaske vin, delte de ud af, hvordan de hver især skulle have holdt jul.

”Jeg skulle have været her. Så for mig er det total luksus med jeres hyggelige selskab.” Jeppes smil var overbevisende stort.

”Skal vi alle sammen sove på dit værelse?” spurgte Elsa og så på sin nyeste ven med et nysgerrigt blik.

”Jeppe bor ikke her,” indskød Frederik forklarende. Den lille pige hensank i eftertænksomhed.

”Hvor skal vi så sove?”

Det var et godt spørgsmål.

Da Elsa havde fundet vingummibamsen i Risifruttien og modtaget den tilhørende ”mandel”gave, en lille, pink plysenhjørning, var det endelig tid til at danse om juletræet. I fællesskab kunne de komme i tanker næsten alle ordene til rigtig mange julesange.

HC blev træt af dansen før Elsa. Hun var et bemærkelsesværdig tålmodigt barn, hvilket også lod til at komme bag på hendes far. Alle var en smule spændte, da gaverne skulle fordeles. Var der én til alle?

HC og Bodil udvekslede deres gaver. Jeppe fik den bog, Frederiks bror skulle have haft. Han havde fortjent den, for at redde Elsas jul.

Elsa havde lavet flere fine ting til sin far i børnehaven. I lyset af dagens udvikling måtte det flotte håndmalede krus naturligvis tilfalde Jeppe i stedet for. Hvis det sårede Frederik, var det ikke til at se. Jeppe til gengæld blev meget rørt. Linda fik en flot hæklet hue, som ægteparrets datter skulle have haft. Den ville nu varme både hendes hoved og hjerte fremover. Frederik havde købt tøj til Elsa, så Lindas malebog blev modtaget med overdreven glæde.

”Fremover til jul skal jeg huske at købe mindst et stykke legetøj,” hviskede Frederik til Linda. ”Tak fordi du reddede mig.”

De seks mennesker, der havde været fremmede for hinanden tidligere på dagen, sad nu og hyggede sig med kaffe og julegodter. De voksne talte sammen som gode venner, og den lille pige farvelagde tegninger til alles store fornøjelse. Frederik smilede – ægte denne gang. Det var ikke sådan her, det skulle have været, men det var ikke dårligt. De havde alle sammen få en juleaften, de sent ville glemme.
”Se far. Den er til julemoster.” Elsa holdt en tegning op foran ansigtet på ham.
”Julemoster, hvem er det?” Hvem havde hun givet dén titel?
”Det er da Linda,” lo hun.

”Kære, nye venner. Det har været en underlig juleaften – helt forkert på mange måder, men også virkelig hyggelig og rar. Det havde jeg ikke forventet, da Jeppe fortalte, jeg ikke måtte køre videre. Så tak skal I have alle sammen.” Linda havde rejst sig og smilede varmt til de øvrige omkring bordet. ”Jeg kunne godt tænke mig et gruppebillede foran træet, så jeg altid kan huske jer.”

Alle syntes, at det var en alletiders måde at forevige denne særlige dag på.

Det var ikke helt problemfrit at få det til at lykkedes, men det endte med mange sjove fotos.

Jeppe oprettede en chat med navnet ”Min julefamilie” og tilføjede alle de voksne til gruppen. Flere billeder blev delt, så alle kunne glædes ved dem.

Linda sendte en besked og gruppebilledet til sin familie i Ringkøbing og fik kort efter tilsvarende retur. Selvom hun savnede dem, føltes det ikke nær så tungt længere. Hun havde det faktisk overraskende godt. Ikke engang den kritisable julemenu havde kunnet ødelægge den gode stemning.

”Du smiler så stort?” Frederik iagttog interesseret sin sidekammerat.

”Det gør du også selv,” lo hun.

”Du har ret. Det er meget rart at være strandet her – trods af alt.”

”Det har været den bedste juleaften nogensinde,” mumlede Elsa ind mod sin fars hals. Hun nikkede og var lige ved at falde i søvn, men tvang atter de tunge øjenlåg op.

”Dejligt at du har hygget dig, min skat.” Han kyssede hende på panden og skubbede sig længere frem på sædet, så hun snart mere lå end sad hos ham.

”Kan vi ikke tage farmor og farfar med næste gang?”

De øvrige omkring bordet passede på ikke at smile for højlydt af den lilles spørgsmål.

”Det synes jeg, vi spørger dem om, når vi ser dem. Var det en idé?”

Der kom ikke noget svar, for Elsa var omsider faldet i søvn.

”Jeg synes, hun er inde på noget rigtigt,” brummede HC, der ellers ikke havde sagt noget meget længe. De andre så nysgerrigt på ham og ventede på en uddybning. ”Vi har været inde på det før, det her var ingens oprindelige plan, men hvad om vi mødes her næste år – for lige at sige god jul, inden vi kører videre? Kunne det ikke være hyggeligt?”

”Vores helt egen juletradition. Pommes frites og julegaver – inden julen fortsætter på vanlig vis,” tilføjede Jeppe. ”Det bliver et hit. Jeg elsker det.”

Linda, Bodil og Frederik var også fornøjede ved tanken om at holde en komsammen ved motorvejen næste jul. Det var selvfølgelig svært at forudse, om det rent faktisk kunne lade sig gøre, men tanken gjorde dem glade.

”Ikke at jeg håber, vi sner inde igen næste år. Men skulle det ske, ville det være dejligt at sne inde med jer,” lo Linda.

”Jeg tænker, vi må sørge for noget bedre mad.” Jeppe smilede bredt og så at alle var enige på dét punkt.

Ud på de sene timer, blev der omsider stille, – den umage flok slumrede tilpasse i hinandens selskab.