
1 juli 2024
Hør som lydfil herRolf sidder bag computerskærmen fordybet i tanker, der ikke kommer jobbet ved. Han skæver til sit armbåndsur. Skiven er sort, afslører intet. Præcis som den larmende stilhed fra kontoret inde ved siden af. Han tager sig i at holde vejret, mens han spidser ører. Er hun mon derinde? Telefonen, der ligger ved siden af tastaturet, begynder pludseligt at ringe, og hans puls stiger til en alarmerende hastighed i løbet af ganske kort tid. Han tvinger forskrækkelsen væk fra stemmen, da han modtager opkaldet.
“Jeg har store problemer. Kom straks hen på mit kontor,” siger Ejnar med stigende panik i stemmen.
2 juli 2024
Hør som lydfil herRolf er vant til afdelingslederens tendens til dramatik, så han forlader roligt sit kontor. Langsomt går han forbi den lukkede dør, der befinder sig få meter fra hans egen. Hvis det ikke ville være ekstremt pinligt at blive opdaget med øret imod, ville han gøre det. Lytte om hun er der. Han har ikke set hende hele dagen, og det er en skam. For hun er for tiden den allerbedste grund til at møde ind. Han gemmer dagdrømmene væk og sætter tempoet op.
Ejnar farer op af stolen, så snart han ser Rolf. “Jeg har ikke gjort noget. På ære!”
3 juli 2024
Hør som lydfil herFor at overbevise om sin uskyld bakker Ejnar flere skridt væk fra sin PC, mens Rolf nærmer sig med et skeptisk løftet øjenbryn.
“Det er ikke min skyld,” forsikrer chefen igen.
Rolf løfter hænderne i en afværgende gestus og undertrykker et suk.
“Det vil lette min opgave, hvis du kan fortælle mig præcist, hvad du ikke har gjort.”
Efter et par bortforklaringer og ansvarsfraskrivelser, lykkes det Ejnar at komme i tanker om noget, der måske kan have forårsaget det aktuelle problem.
Rolf ryster opgivende på hovedet og sætter sig ved computeren. Manden burde vide bedre.
“Det er din nabos skyld.”
4 juli 2024
Hør som lydfil her“Min nabo?” Rolf ser forvirret op på Ejnar.
“Ja, Helle, på kontoret ved siden af dit. Mailen kom fra hende.” Afdelingslederen ser ud til ikke at kunne bestemme sig for, om han er mest glad for at kunne skubbe ansvaret fra sig – eller ked af at udlevere en underordnet.Rolf tvinger en alvorlig mine frem, mens han indvendigt jubler over en arbejdsrelateret mulighed for at forstyrre sin lydløse kollega. Derefter bruger han længere tid end nødvendigt på at redde Ejnar, så han kan bruge mindst lige så længe hos Helle. Hun er nok nødt til at sidde ved siden af.
5 juli 2024
Hør som lydfil herEndelig kan Rolf forlade Ejnars kontor til begges lettelse.
Han hører kvindelig samtale, som en svag summen på gangen. Døren står åben ind til Helles kontor, og derfra kommer lyden. Tæt på kan han skelne stemmerne og identificere den ene af de to. Han havde håbet, at hun ville være alene. De ting, han havde overvejet at sige, fungerer ikke helt i overværelse af tredjepart. Et listigt smil vokser frem i hans ansigt.
“Hænderne hvor jeg kan se dem,” siger han med alvor og myndighed, samtidigt med at han går ind i rummet. To kvinder løfter hænderne op foran sig.
6 juli 2024
Hør som lydfil her“Det var en interessant reaktion,” Rolf trækker fornøjet på smilebåndet.
Helle sænker hænderne. “Åh, det skal du ikke lægge noget i.” Hun vifter uskyldigt med øjenvipperne.
“Jeg må videre. Der er det der … du ved nok.” Kollegaen blinker sammensvoren til Helle og går hen til døren. Hun ser sig opmærksomt til begge sider, inden hun skynder sig hen ad gangen.
“Hvad har I to gang i?” spørger han underholdt. Hun fastholder hans blik en tid.
“Jeg kunne fortælle dig det, men så er jeg nødt til at slå dig ihjel.”
Det er tydeligt for sjov, og Rolf nyder spillet.
7 juli 2024
Hør som lydfil herHelle lægger hovedet en anelse på skrå og ser vurderende på ham. “Ville du noget?”
Han synes, hun lyder fræk og tankerne strømmer ud af et sidespor, inden han kan nå at kontrollere dem. Der er mange ting, han egentligt gerne ville, hvis muligheden bød sig.
“Ejnar har modtaget en virusbefængt mail fra dig.” Han peger på hendes computer, som om det er nødvendigt at forklare. “Så jeg er nødt til at se nærmere på din computer.”
Hun rejser sig og lader ham sætte sig på hendes stol.
“Og hvordan kan jeg vide, at det ikke bare er en undskyldning?”
8 juli 2024
Hør som lydfil her“Det kan du ikke. Du er bare nødt til at tage chancen.” Nu er det Rolf til at sende hende et vurderende blik. Hendes læber kruser i mundvigen, og øjnene lyser af morskab.
Hun læner sig ind foran ham og taster sit password. Hendes bare arm strejfer næsten umærkeligt hen over hans. Med stort besvær undgår han at stønne, men i stedet trækker han en stor portion af hendes friske duft ind. Det er lige ved at overvælde ham.
“Bare af nysgerrighed, hvordan ville du slå mig ihjel, hvis det var?”
“Barmhjertigt, du ville ikke lide længe,” smiler hun sødt.
9 juli 2024
Hør som lydfil her“Killing me softly with your song?” foreslår han henkastet. Hun ser kortvarigt uforstående på ham, dog længe nok til at han indser en større aldersforskel mellem dem. Han ærgrer sig og ved ikke, hvordan han skal redde den.
“Hvor lang tid, tror du, det tager?” Hun nikker mod computeren og tager et skridt i retningen af døren.
Nu er det om at ramme det rigtige minuttal. Kort nok til at hun bliver, længe nok til lidt mere flirt.
“Kan jeg nå at hente et glas vand, inden du går? Skal du også have et glas?”
“Ja tak.” Han smiler stort.
10 juli 2024
Hør som lydfil herImens Helle er ude af kontoret, går Rolf i gang med at fjerne den forholdsvist harmløse virus. Han forsøger at afpasse hastigheden, så han ikke når at blive færdig, før hun er tilbage. Det ville være en skam ikke at udnytte muligheden for at forblive i hendes selskab, selvom der ikke længere er en jobrelateret begrundelse.
“Værsgo.” Helle rækker ham et glas iskoldt vand og tørrer sine fugtige fingre af på buksebenet.
“Det kunne ellers have været hyggeligt med et glas hvidvin,” smiler Rolf opmuntret.
“Tak, det vil jeg gerne. Det er da en invitation?” Hun ser udfordrende på ham.
11 juli 2024
Hør som lydfil herEn masse tanker strømmer igennem hovedet på Rolf. Han vil gerne ud med hende, det har han villet længe. Han kunne også invitere hende med hjem? Man kan nok ikke tolke det, som om hun gerne vil have ham med hjem? Hendes muntre ansigtsudtryk er blevet en smule stift, mens han gennemtrawlede de mulige måder at misforstå hendes bemærkning.
“Øhm,” han rømmer sig. Han har allerede trukket svaret uacceptabelt længe ud. Så han kaster sig ud i det. “Ja, vil du drikke et glas vin med mig på fredag?”
“Nej.” Hun løfter øjenbrynene og sender ham et lidt stramt blik.
12 juli 2024
Hør som lydfil herRolf er forvirret og bliver tør i halsen. Det er ikke mere end højst et par minutter siden, at hun sagde ja – og nu det her? Hvordan kan han have misforstået hende?
“Men jeg vil gerne i dag. Har du tid efter arbejde? Eller skal det hellere være senere i aften?”“Ja,” skynder han sig at svare af frygt for at være ufrivilligt sent på den – igen.
Hun lyser op i et stort smil, og han føler sig straks bedre tilpas.
“Til hvilket forslag?” Hun har en blodtryksøgende latter.
“Begge,” forsøger han modigt. “Fra efter arbejde til senere i aften.”
13 juli 2024
Hør som lydfil herHelle nikker eftertænksomt og smiler, som om hun er lige på nippet til at give sig til at grine.
“Jaaa.” Hun trækker ordet langt ud, så det kommer til at virke usikkert.
“Det lyder altså ikke overbevisende.” Rolf rynker panden og betragter hende vurderende i spøg.
“Nej, jeg ved det godt. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan få ét glas vin til at strække hele eftermiddagen og aftenen.” Hun sender ham et uskyldigt smil.Han banker sig på hagen med fingeren.
“Vi må have en backup-plan. Enten et stort glas – eller eventuelt flere små? Går det an?”
14 juli 2024
Hør som lydfil herResten af arbejdsdagen snegler sig afsted. Rolfs ellers meget smarte ur, må lyse op og afsløre klokkeslættet med få minutters mellemrum. Nu og da flyver hans fingre hen over tastaturet og kort efter tappes der lige så mange gange på slettetasten.
Ti minutter i fyraften beslutter han sig for at gå ind til Helle for at forsikre sig om, at hun ikke skal arbejde over.
Døren til hendes kontor står på klem, alt er slukket, og der høres ikke en lyd. Han skubber døren op og lammes af overraskelse og dyb skuffelse. Hun er væk, hun er gået uden ham.
15 juli 2024
Hør som lydfil herSlukøret rydder Rolf op på skrivebordet og forlader sit kontor. Han kan ikke få sig selv til at kontakte Helle. Risikoen, for at flere af deres fælles kolleger vil stå klar sammen med hende for at grine af ham, er alt for stor. Han føler sig som et fjols.
Under vinduesviskeren på hans bil sidder der en gul seddel. Han ser sig omkring, det er firmaets private parkeringsplads, det burde ikke udløse en bøde.
Han folder sedlen ud.
Vi ses på kajplads 25. Medbring kølig vin og godt humør. Jeg har store glas. Kh H.
Tør han tro på det?
16 juli 2024
Hør som lydfil herRolf ser ud over marinaen. Den har aldrig virket så stor og uoverskuelig før, men det er også første gang, han har et specifikt mål. Med en kølig flaske hvidvin i hånden begiver han sig målrettet ud af plankebroen, der er afmærket 20 – 30. Han håber, han ikke ser lige så malplaceret ud, som han føler sig.
På plads 25 ligger en imponerende båd. Han betragter den måbende med tiltagende undren.
Helle dukker op og rækker smilende hånden frem for at tilbyde støtte.
“Velkommen ombord på Bella. Det er en af gevinsterne, der kommer af at have en Sugar Daddy.”
17 juli 2024
Hør som lydfil herHan stivner midt i en bevægelse og er et øjeblik faretruende tæt på at falde i havnen.
Hvad er det hun siger? Sugar Daddy?
Hun griber fat om hans arm med begge hænder og trækker ham over til sig i båden med et stort grin.
“Det var for sjov, Rolf. Det er min mors mands båd,” forklarer hun og viser vej frem i båden, hvor hun har dækket op med glas og snacks. “Hvis der er betingelser for, at jeg låner Bella, er det min mor, der betaler afdragene.” Helle blinker frækt og indforstået til Rolf.
Han puster lettet ud.
18 juli 2024
Hør som lydfil herHelle hælder vinen i nogle store glas og efter et halvt, kan han godt mærke det. Stemningen er let og hyggelig, slet ikke så anspændt, som han havde frygtet. Stadig har han svært ved at afgøre, om hun har forstået, hvor interesseret han er i hende, eller om han er nødt til at være mere direkte.
“Nu siger jeg lige noget. I disse MeToo tider må det være næsten umuligt at gøre tilnærmelser til en kvinde, uden at være klar til eventuelle repressalier. Jeg forstår godt, at du er forsigtig. Men så du ved det, kan jeg godt lide dig.”
19 juli 2024
Hør som lydfil herRolf bliver overrasket over hendes ligefremme bemærkning og ved godt, at det er nu, han skal komme ud af busken.
“Det er jeg glad for at vide. Jeg indrømmer, at jeg er meget tiltrukket af dig, og …” Han bremser sig selv og betragter hende opmærksomt.
Hun smiler stort. “Hvis du er ved at overskride mine grænser, vil du overhovedet ikke være i tvivl. Kom nu – tag en chance.”
De stiller glassene fra sig og han flytter sig tættere på hende. Luften føles pludselig elektrisk og iltfattig. Langsomt rækker han ud og rører hendes kind. Huden er varm og blød.
20 juli 2024
Hør som lydfil herDe ser hinanden i øjnene – og alligevel har han fornemmelsen af at se hendes hånd på sit bryst. Det sender varme strømme af mod og lyst igennem ham, og afstanden mellem deres ansigter bliver kortere og kortere.
“Er jeg tæt på?” hvisker han, og hentyder til de før omtalte grænser.
“Ikke tæt nok.” Hun griber fat i hans skjortekrave og trækker i ham, men slækker grebet og overlader det til ham at tage det sidste skridt.
Han læner sig frem og planter et blidt kys på hendes mund. Det vækker en voldsom lyst efter mere. Han kan ikke kæmpe imod.
21 juli 2024
Hør som lydfil herDe gisper efter luft og ler, som forelskede teenagere.
“Det var … “ begynder Helle stakåndet. Fantastisk, skønt, vidunderligt, blødt, lækkert – rækken af tillægsord falder over hinanden i hovedet på Rolf. “ – ikke helt som forventet,” afslutter hun.
Av, den sved! Han har svært ved at skjule sin skuffelse.
Hun lægger hænderne om hans ansigt og griner igen. “Det var meget bedre.”
“Du må ikke sige sådan noget,” stønner han og forsøger at lyde spøgende om det alvorlige emne. “Jeg var ved at få hjertestop.”
“Men det slår helt fint nu, kan jeg mærke.” Hun lægger hånden over hans heftigt bankende hjerte.
22 juli 2024
Hør som lydfil her“Jeg har haft lyst til at …” Rolf overvejer sine ord. Der er mange upassende ting, han længe har haft lyst til at … med denne yndige kollega. Hun løfter spørgende øjenbrynene, men han vil nødigt forcere noget.
“Kysse mig?” hjælper hun. Han nikker hurtigt. “Så er det jo heldigt, at der ikke er en ikke-kæreste-politik på vores arbejdsplads.” Hun tager hans hånd og placerer den på sit lår. Mere tilskyndelse har han ikke brug for, og han nyder hendes glatte hud.
“Men det er der faktisk. En af os – måske begge – vil blive opsagt, hvis vi begynder på noget.”
23 juli 2024
Hør som lydfil herHelle rynker øjenbrynene og ser strengt på ham.
“Hvad mener du med hvis? Er vi ikke allerede godt i gang?”
Rolf synker med besvær. Nu har han da virkelig skudt sig selv i foden. Han rømmer sig flere gange.
“Jo, det er vi.” Pludselig føler han sig sikker og modig. “Jeg fortryder intet, kun hvis vi ikke forfølger det her og ser, hvad det kan udvikle sig til.”
Han trækker hende ind til sig og kysser hende inderligt og længe.
“Den er jeg med på,” sukker hun tilfreds.
“Så må jeg jo bare sige mit job op,” tilføjer han alvorligt.
24 juli 2024
Hør som lydfil her“Argh, tag det lige helt roligt.” Helle ler hjerteligt. “Skal vi ikke bare vente at se, om vi bliver opdaget?”
Rolf, som plejer at være lidt af en regelrytter, kniber øjnene lidt sammen for at vurdere, om hun mener det alvorligt. “Hvad foreslår du så, vi gør?”
Hun smiler frækt. “Sjovt du spørger. Skal vi ikke gå nedenunder og udforske, om det er værd at miste sit job for?”
“Jeg har på fornemmelsen, at dén risiko forelægger.” Han har i hvert fald tænkt sig at gøre sit allerbedste for at det bliver mindeværdigt.
Et hemmeligt kæresteforhold på arbejdet kan noget.