
Kære læser.
Jeg vil – som tidligere – forsøge at ramme 100 ord hver dag hele juli måned.
Håber du har lyst til at læse med.
Rigtig god læse-sommerferie med novellen:
Dating 50+
1 juli 2023
Hør som lydfil herNina hviler hagen på sin knyttede hånd, sukker og ser ud ad vinduet. Solen står lavt, men det er stadig lunt.
Hun er lige gået på sommerferie og har ingen idé om, hvad den skal bruges på. Nej, det er ikke helt rigtigt. Hun har faktisk en masse ideer.
Endnu et suk undslipper hende, inden hun flytter blikket tilbage til computerskærmen. Det ville være så skønt at tage en uge sydpå. Det eneste der afholder hende fra det, er tanken om at skulle afsted alene. Alle hendes veninder er i forhold og kan ikke rive en sommerferieuge ud af kalenderen.
2 juli 2023
Hør som lydfil herI dag er det bygevejr og køligt i Danmark. Der er ikke noget ved at sidde ude under parasollen – for at undgå at blive våd.
I sofaen åbner Nina sin laptop og genbesøger siderne, som hun fandt i går. Hvor skønt ville det ikke være at rejse til Cypern eller Kos? Mon ikke hun kan overtale sig selv til at tage af sted – selvom det bliver alene?
Det næste billede, der dukker op, er et hotel, der lover at være totalt fri for børn. Kreta. Det ville slet ikke være dårligt. Er der mon en afbudsrejse fra i morgen?
3 juli 2023
Hør som lydfil herNina udfylder en bagage-tag med rystende hænder. Hjertet slår hurtigt og hårdt. Hun kommer til at grine af sig selv, af sin nervøsitet. Det er første gang nogensinde, hun tager på ferie alene. Lige nu – klokken alt-for-tidligt – er det meget rart kun at have ansvaret for sig selv.
I køen til bagageindtjek gennemgår hun kuffertens indhold i hovedet. Sommerkjoler, sandaler, flere forskellige slags badetøj, solcreme og en cardigan. Mon ikke det skulle kunne gøre det?
Varmen er ved at slå hende omkuld, da hun går ud af lufthavnsbygningen i Chania. Bare busturen til hotellet ikke er alt for lang.
4 juli 2023
Hør som lydfil herSandet er så varmt, at Nina er nødt til at beholde sine sandaler på. Hun slår sig ned på en solseng tæt ved hotellets strandbar. Bevæbnet med solcreme, solbriller, solhat og en paperback på engelsk, som hun købte i receptionen, lader hun roen indhente sig. Et dybt tilfreds suk bliver hurtigt afløst af et stort smil. Er det virkelig det her, hun har været bange for og afholdt sig fra?
En flot, mørkhåret mand cirkler om solsengen ved siden af hende.
”Undskyld er den optaget?” spørger han på engelsk og peger.
”Nej, tag den bare,” smiler hun. Han sætter sig.
5 juli 2023
Hør som lydfil herNina sidder i bussen, der skal transportere hende og turens øvrige gæster til en vingård oppe i bjergene. Det bliver meget godt med en dag ude af solen. På trods af flere lag solcreme, fik hun alligevel rigeligt sol i går.
”Hej Nina.” Den mørkhårede fra i går smiler til hende og sætter sig på sædet ved siden af.
”Hej Thomas. Jeg vidste ikke, du skulle med. Sikke en dejlig overraskelse.”
De taler engelsk sammen. I går snakkede de sammen i flere timer. Hun fandt blandt andet ud af, at han bor i London. Og er single – præcis som hun.
6 juli 2023
Hør som lydfil herThomas vender og drejer vinglasset mellem fingrene, inden han suger den bordeauxfarvede væske ind i munden. Det ser ud som om, han tygger den. Nina kan ikke få øjnene fra hans koncentrerede ansigt. Af en eller anden grund er hun kommet til at bilde ham ind, at hun kommer fra Polen. Det virkede bydende nødvendigt at være totalt anonym, da hun gjorde det. Nu føles det fjollet, men for sent at lave om på.
Samtalen mellem dem flyder uden problemer, selvom den foregår på engelsk. Og det er rart at have en at snakke med – en der er ret sød.
7 juli 2023
Hør som lydfil herNina sidder i baren og nyder en Mojito. Thomas har spurgt om de skal spise sammen. Hun smiler og glatter den lange sommerkjole, så den hænger pænt om hendes ben.
”Wauw. Du ser megagodt ud.” Thomas tager hende om albuen og kysser hendes kind. Hendes mave bobler af glæde og forventning.
På tagterrassen er der en fantastisk udsigt over bjerge, havet, byer og solnedgangen. Efterhånden kommer stjernerne frem – både på himlen og i øjnene på dem begge. Stemningen er hyggelig og romantisk. Noget skønt blomstrer og er under udvikling.
Nina ved med sig selv, at de vil tilbringe natten sammen.
8 juli 2023
Hør som lydfil herDet er blevet nat, inden Nina og Thomas fnisende sniger sig ind på hendes værelse. Forsigtigt tager han fat om hendes skuldre og kysser hende blidt.
”Du skal ikke føle dig presset. Selvom jeg har enorm lyst til det her, skal du sige det, hvis du ikke vil,” hvisker han, og den varme ånde rammer forførende hendes læber.
”Dejligt at vide, men jeg vil virkelig gerne.” Hun kysser ham igen, kan slet ikke forestille sig at sige nej til sådan en sød fyr.
Månen, der ublu følger med gennem vinduet, ser hvordan to mennesker lærer hinanden meget bedre at kende.
9 juli 2023
Hør som lydfil herFerien synger på sidste vers, og Nina har nydt den langt mere end forventet. En ferieflirt havde hun ikke kalkuleret med. Smilet kan slet ikke holdes tilbage, selv hvis hun havde villet.
Inden Thomas rejste tilbage til London udvekslede de mailadresser. Alle andre kontaktformer ville afsløre hendes hvide løgn om, hvor hun kom fra. Hun tjekker sin indbakke, der ligger allerede en mail.
Allerkæreste Nina, selvom jeg forlængst savner dig, smiler jeg bredt og hjertet sender varme bølger rundt i min krop.
Han er vist en sand romantiker, ham Thomas. Mon det havde været ligesådan, var de mødtes i Danmark?
10 juli 2023
Hør som lydfil herNina sidder på terrassen med sin mobil og ser på den afsvedne græsplæne. Beskeder til og fra Thomas flyver hurtigt afsted via mail. Hvis hun vil vedligeholde kontakten, er nødt til at fortælle ham sandheden.
I virkeligheden er jeg dum som en dør, stjæler og lyver, skriver hun, som sin ekskærestes afskedssalut.
Det lyder alvorligt, du må have haft en god grund. Vil du uddybe?
Nina smiler og håber, han er lige så forstående, som han lader.
For det første er jeg dansker og bor i Danmark. Resten kan hun forklare, hvis han stadig er interesseret.
Men han svarer ikke.
11 juli 2023
Hør som lydfil herSvaret på Ninas afslørende mail er kommet, mens hun sov.
Det giver unægtelig en ny vinkel på det hele. Jeg går ud fra, at du kom til at sige Polen, fordi du er så dum?
Han har efterfølgende sat en blinkesmiley, der får hende til at trække på smilebåndet og derefter sukke. Åh, det er så svært at tolke skrevne ord. Er han ironisk, sarkastisk – eller mener han det mon helt alvorligt?
Pludselig dukker en ny besked op.
Bor du i nærheden af Billund eller Odense? Jeg skal til Danmark i næste uge, hvis du har lyst, kan vi mødes?
12 juli 2023
Hør som lydfil herLise stirrer på sin storesøster med store øjne og åben mund.
”Prøv at sige det igen. Jeg må have hørt forkert,” mumler hun.
”Jeg siger det ikke en gang til.” Nina skuler til hende og snerper munden sammen. Lise læner sig frem over bordet og ser nærmest imponeret ud.
”Du scorede en lækker fyr på ferien, og nu vil han mødes igen?” Lise ryster vantro på hovedet, mens hun ler.
”Hvorfor er det så svært at tro?” vrisser Nina såret.
”Fordi du ellers aldrig gør sådan noget.” Lise lægger hovedet på skrå. ”Men det klæder dig.”
Hvordan skal dét forstås?
13 juli 2023
Hør som lydfil herNina tænker stadig over sin søsters overraskede reaktion på hendes ferieflirt. Hun indrømmer gerne, at den var velbegrundet, især nu hvor Lise ikke er i nærheden. Det er ikke spor sjovt at være så forudsigelig. Heller ikke selvom verden er mere tryg på den måde.
Et smil bryder frem på hendes mund. Beskederne til og fra Thomas er hyggelige og opbyggelige. Hun lærer ham bedre og bedre at kende. Når han i næste uge har afholdt sit forretningsmøde i Odense, skal de ses. De skal spise på en restaurant, som han har valgt. Gad vide om magien stadig er der?
14 juli 2023
Hør som lydfil herJeg spiste på en græsk restaurant med en kunde i dag. Under hele frokostmødet tænkte jeg på dig. Hvordan du opdagede, at du kunne lide oliven. Hvor morsom du så ud, da din bordherre til vinsmagningen sagde, at du ikke måtte drikke, fordi det var dig, der kørte bussen.
Nina griner højt af sig selv ved mindet. Hun var blevet frygteligt oprevet og havde skældt manden huden fuld. Der var gået pinligt længe, inden hun opdagede, at alle andre havde forstået joken.
Men det er dejligt at vide, at Thomas bliver distraheret af tanker om hende.
Hjertet banker, kinderne blusser.
15 juli 2023
Hør som lydfil her”Hvor længe er han i Odense? Kan jeg nå at møde ham?” spørger Lise nysgerrigt. Nina har vist hende nogle billeder af Thomas. Ikke dem alle sammen, hun bider sig i læben og rødmer let.
”Han skal tilbage allerede dagen efter,” sukker Nina trist. Men måske er det også godt nok. Det er jo slet ikke sikkert, at tiltrækningen er den samme i hjemlige omgivelser. Måske virker hans massive romantiske ytringer og gerninger alt for overdrevne herhjemme?
”Kan man være for romantisk til danske forhold?” spørger hun usikkert sin søster. Lise griner.
”Det kan man sikkert godt. Er han det?”
16 juli 2023
Hør som lydfil herHvorfor havde hun også sagt det der højt til Lise i går? Det er jo praktisktalt at jinxe det. Nu har Nina svært ved at slippe tanken om, at Thomas er for romantisk. Hvor er det irriterende. Hun ser strengt på sig selv i spejlet.
”Nu stopper du med det pjat, Nina,” siger hun afprøvende – i en streng tone – til sig selv. Men mener hun stop med at tænke på den dejlige, romantiske mand, eller stop med at tænke at han overdriver? Spejlbilledet ser eftertænksomt på hende.
Det er jo bare en sommerflirt. Kan det ikke være ligegyldigt?
17 juli 2023
Hør som lydfil herMit møde er blevet rykket en dag frem, så jeg kommer til Danmark allerede i morgen. Hvis du ikke har lagt andre planer, vil jeg gerne invitere dig ud at spise i morgen aften.
Nina har ikke lagt andre planer, og hvis hun havde, så ville hun have aflyst dem. Hun læser hele mailen igennem flere gange. Væk er alle bekymringerne fra de seneste dage. Nu glæder hun sig bare til at se ham. Det kan slet ikke blive i morgen hurtigt nok. Hun mangler bare at beslutte sig for hvilket tøj, hun skal have på.
Det bliver da let!
18 juli 2023
Hør som lydfil herNinas hjerte banker så hurtigt og hårdt, at hun næsten ikke kan trække vejret, da hun træder ind på den lille restaurant. Der er en hyggelig og intim stemning. En yngre mand med et bredt smil nikker høfligt til hende, drejer ansigtet lidt væk og teaterhvisker:
”Thomas, your girl is here.”
Thomas rejser sig fra bordet i hjørnet og kommer hende i møde.
”Hvor er jeg glad for at se dig, Nina. Du er så smuk i den kjole,” han trækker hende ind til sig, og hvisker: ”også uden så vidt jeg husker.”
De kysser og tiden kører surrealistisk langsomt.
19 juli 2023
Hør som lydfil herThomas tager hendes hånd og guider hende hen til deres bord.
Nina rynker brynene og tænker tilbage. Han sagde et eller andet mærkeligt? Eller var det måden, han sagde det på?
Hun gisper overrasket.
”Du er dansker.” Alle mulige følelser og spørgsmål flyver rundt i hende.
Han griner lidt genert og ser undrende på hende.
”Ja. Er det først gået op for dig nu?”
Hun nikker – ude af stand til at sige noget.
”Du fik ingen mistanke, da jeg begyndte at skrive på dansk?” Han har svært ved at holde et grin tilbage.
”Hvad mener du?” Nina er i choktilstand.
20 juli 2023
Hør som lydfil herNina sidder med ansigtet gemt i hænderne – alt for flov til at se op.
Siden hun afslørede, at hun ikke kom fra Polen, er al deres kommunikation foregået på dansk. Og hun har slet ikke hæftet sig ved det. Overhovedet ikke.
”Jeg forstår ikke, hvordan jeg har kunnet overse det?” hvisker hun ud mellem hænderne. ”Jeg er virkelig dum.”
Thomas fjerner forsigtigt hendes hænder og smiler varmt til hende.
”Jeg synes, du er helt utroligt sød. Og helt ærligt så ser jeg det som et kæmpe kompliment, at du har overset sprogskiftet.”
Han kærtegner indersiden af hendes arm med tommelfingeren.
21 juli 2023
Hør som lydfil herNina føler sig helt irrationelt ført bag lyset, selvom det reelt set kun er hende, der har løjet. Hun ser op på Thomas med hensigten at forklare ham, hvordan hun har det. Men da deres blikke mødes, glemmer hun, hvad hun ville sige.
”Jeg har tænkt så meget på dig?” hvisker han med rusten stemme. ”Og så dukker du op i den kjole. Wauw.”
”Det er skønt at se dig igen, men jeg er så forvirret,” indrømmer hun åndeløst. Det risler gennem hendes krop, påvirket af hans ømhed og bevægede stemme.
”Jeg forstår dig. Det skulle bare være en flirt.”
22 juli 2023
Hør som lydfil her”Are you ready to order?” Den yngre mand henvender sig diskret til Thomas, men afbryder øjeblikket.
”Hvorfor taler han engelsk til dig, når du er dansker?” spørger hun, da manden er gået.
”Fordi han er englænder,” smiler Thomas og giver hendes hånd et lille klem. De sidder lidt i tavshed.
”Thomas, jeg er normalt ikke til engangsaffærer,” begynder hun. Hans blik bliver stift og han synker tydeligt. Hun smiler og tager hans hånd. ”Men da vi mødtes på Kreta, ville jeg …” Hun rødmer og ser ned i bordet. ”Jeg ville ikke gå glip af noget.”
Så ler han sagte.
23 juli 2023
Hør som lydfil herSkumringen falder på, snakken er hyggelig og varm ved deres bord. Luften er elektrisk. Der går ikke mange sekunder imellem, at den ene sniger sig til at røre, eller den anden planter et blidt kys.
”Vil du danse?” spørger Thomas. Nina ser sig omkring i den næsten tomme restaurant.
”Jeg tror ikke, det er sådan et sted, hvor man danser?” ler hun usikkert.
”Det må være en fejl. Kom.” Han tager hendes hånd og fører hende ind midt i lokalet. Langsomt falder de ind i musikkens blide rytme. Inden længe glemmer Nina, de få andre gæsters nysgerrige men venlige blikke.
24 juli 2023
Hør som lydfil herNina putter sig ind til Thomas og indsnuser hans duft. Hun vil huske alt om ham, gemme ham i det særlige rum i sit hjerte. Han klemmer hende endnu fastere ind til sin krop.
”Ville du have noget imod, hvis jeg bliver?” Hans stemme er rusten, og der er en anelse usikkerhed at spore i den.
”Her eller i Danmark?” spørger hun, for at være sikker på, hvad hun svarer på.
”Hos dig i Danmark,” uddyber han. Hun fornemmer hans usikkerhed, drejer hans ansigt mod sit og kysser ham.
”I nat eller …” begynder hun.
”Så længe du vil have mig,” afbryder han, hendes hjerte jubler og hun svarer.
”Det vil jeg nyde – måske for evigt.”
-SLUT-