Cille presser kinden ind mod vinduet samtidig med, at hun forsøger at holde sig selv skjult bag gardinet. Hun kan sagtens selv se, at det er en barnlig opførsel for en voksen kvinde, men hvordan skal hun ellers – på en diskret måde – finde ud af, hvem der er ved at flytte ind i huset ved siden af. Hun har allerede været ude med en skraldepose fyldt med luft for at få sin nysgerrighed stillet. Fortovet vrimler med unge mænd, der bærer ting ind. Hun kan ikke blive ved med at gå i vejen. Så nu holder hun øje fra vinduet.

For pokker. En af mændene vinker grinende til hende. Cille skynder sig at vinke tilbage for derefter at flygte væk fra vinduet. Bare det ikke er ham, der flytter ind. Hun ser tydeligt fremtidige akavede møder på vejen for sig. Nej, nu må hun bare finde på noget andet at give sig til et stykke tid, så glemmer de hende måske igen.

En bankelyd fra entreen forstyrrer hendes læsning. På vejen derud undrer det hende, hvem hun kan få uventet besøg af. En veninde måske? Eller et barn der vil plukke hendes jordbær? Med hånden på håndtaget slår det hende.

En mand på hendes egen alder står midt på trappeafsatsen og tørrer hænderne mod bukselårene. Hans hår stritter i alle retninger og hans t-shirt er beskidt og svedig.

”Hej, jeg hedder Rasmus.” Han rækker hånden frem og smiler stort. ”Det er mig, der flytter ind ved siden af. Undskyld at jeg larmer.”

Hun tager imod hans udstrakte hånd og afsøger diskret området bag ham med øjnene.

”Det gik sørme stærkt. Velkommen til, jeg hedder Cille.”

”Tak Cille.” Rasmus ler hjerteligt. ”Mange venner og ikke ret mange ting. Desuden skal jeg have renoveret en hel del, inden det bliver rigtigt beboeligt.”

Cille, som på tv sluger det ene boligprogram efter det andet, mærker nysgerrigheden bruse indeni.

”Det lyder meget spændende.” Hun smiler stort og forsøger ihærdigt at tøjle sin spørgelyst.

”Dét – og mange timers hårdt arbejde.” Rasmus tørrer håndryggen hen over sin pande og puster demonstrativt ud.

”Jeg hjalp Åses familie med at tømme huset, da hun skulle på plejehjem, så jeg ved godt, at det trænger til en kærlig hånd. Hvad har du tænkt dig med det?” Nysgerrigheden vandt alligevel og hun smiler undskyldende til Rasmus.

”Kom med over at se? Så kan jeg teste mine ideer af på dig.”

Nabohuset ser trøstesløst ud med sine umøblerede rum, gamle tapeter og tyndslidte tæpper. Et værelse er næsten helt fyldt op med flyttekasser, poser og alskens ting og sager.

”Det er planen, at alle tapeter og tæpper skal væk. Så skal der formentligt fuldspartles, males og lægges nyt gulv.” Rasmus’ smil begynder at se en smule anstrengt ud.

”Det bliver så godt, når det er færdigt.” Cille ser sig begejstret omkring.

”Jeg håber, at du har ret.” Han fryder sig over, at han ikke er ene om at se mulighederne i det gamle hus.

”Får du hjælp?”

”Måske – vi får se!”

Naboens renoveringsprojekt er i gang på dag tre. Cille har endnu ikke set andre i eller omkring huset end Rasmus. Det kan vel ikke passe, at han har tænkt sig at lave det hele selv?

De har ikke talt sammen, siden han viste hende rundt og forklarede istandsættelsens omfang. De har dog vinket til hinanden i ny og næ. Bare hun kunne gøre sig selv nyttig.

”Hej.” Cille har været nødt til at gå helt ind i huset, fordi han ikke reagerede på hendes banken på døren.

Rasmus skubber åndedrætsværnet op i panden. Han er helt klistret til med støv.

”Jeg bankede på,” undskylder Cille en smule beklemt.

”Det hørte jeg ikke.” Rasmus hopper smilende ned på gulvet og hvirvler en masse støv op. De begynder begge at hoste.

”Jeg har kolde sodavand med.” Hun rækker kurven frem, så han selv kan se og vælge en.

”Tak, det er lige, hvad jeg trænger til.” Han tager en, åbner og drikker det halve på én gang.

De går ud i baghaven og sætter sig et skyggefuldt sted.

”Kunne du tænke dig at komme over at spise i aften?” Rasmus virker ikke nær så overrasket over hendes ord, som hun selv gør.

”Mener du virkelig det? Det vil være så dejligt. Så kan jeg udnytte dagen optimalt.” Rasmus ser lettet og glad ud.

”Dejligt. Skal vi sige klokken syv?” Cilles smil føles kunstigt, imens hun nikker for at overbevise sig selv om, at det er en god idé.

”Perfekt. Jeg lover at gå i bad inden og tage rent tøj på i dagens anledning.” Han lægger den tomme dåse tilbage i kurven. ”Jeg må tilbage til arbejdet. Tak for sodavand.”

Cille rejser sig og ser efter ham.

”Du er en helt, Cecilie,” råber han glad.

”Cille,” korrigerer hun, men han er gået.

Cille går rundt om kølemontren for tredje gang. Hun kan ikke finde ud af, hvad hun skal vælge. Selv spiser hun let mad, både let kalorie- og fremstillingsmæssigt. Det synes hun ikke, at hun kan byde en voksen mand, der har lavet fysisk hårdt arbejde hele dagen.

”Jeg har et godt tilbud på tykstegsbøffer.” Manden, der tydeligvis arbejder i butikken, holder en pakke med mørkerødt kød op foran hende.

”Godt forslag, tak.” Hun putter pakken i kurven og haster videre til grøntafdelingen efter kartofler.

I hovedet forestiller hun sig den færdige ret, dampende varm og velduftende. Perfekt mad til naboen.

Kartoflerne er kogt og bøfferne simrer på panden. Af ren og skær vane har hun også lavet en salat. Hun er ikke helt klar over, om man normalt vil sætte de ting sammen til et måltid, men hun er jo heller ingen mesterkok. Sovsen er der dog ingen tvivl om, dén skal være der.

Hun smelter noget smør og hælder en portion mel i gryden, og det er så omtrent her hendes evner rækker til. Underligt i grunden for hun har set sin mor lave sovs hundrede vis af gange.

”Hej, håber det er ok, at jeg bare gik ind?”

Cille hilser hurtigt på Rasmus. Hun kan mærke en sveddråbe løbe ned langs kinden.

”Det dufter dejligt. Jeg er megasulten.” Han smiler og sætter sig ved bardisken, som om det ikke er første gang, han er her.

Hun synker nervøst og skæver til kogepladerne.

”Vil du have et glas vin eller måske en øl?” Eller noget rigtig stærkt, tilføjer hun i tankerne.

Han får øje på den åbne vinflaske, som hun har forsøgt at gemme bag nogle køkkenredskaber.

”Vin er fint med mig.”

Hun skænker et glas til ham og tager umærkeligt sit eget ud af køleskabet. ”Velkommen og skål!”

Rasmus øser en stor portion op på sin tallerken. Han tager også en god portion salat – og ser ikke ud til at undre sig over det.

Cille forsyner sig også, dog ikke i helt samme målestoksforhold.

”Tak for invitationen. Jeg glæder mig til et hjemmelavet måltid. De sidste dage har jeg levet af fastfood.” Rasmus sender hende et forstilt brødebetynget blik, men med et utilsløret glimt at morskab.

”Jeg håber virkelig, at jeg kan leve op til det!” Hun tvivler efterhånden alvorligt på sine madlavningsevner.

”Selvfølgelig kan du det.” Han putter et stykke kød i munden og tygger længe.

Cille betragter ham et øjeblik, inden hun selv putter en kartoffel i munden. Han tygger stadig, nu hvor hun er klar til en ny mundfuld. Foruroliget skærer hun et lille stykke af bøffen. Den minder lidt om gråt gummi. Hun putter det i munden og de bange anelser bekræftes, mens hun forsøger at findele kødet.

”Er de normalt så seje?” Hun kan mærke den skeptiske rynke i panden, imens hun ser spørgende på Rasmus.

Han synker endelig og rækker ud efter sit glas. ”Altså…” begynder han tøvende.

”Bare vær ærlig. Det er min tykstegsdebut,” afbryder hun.

”Så er svaret nej!”

De stirrer på hinanden et øjeblik og så begynder de begge at grine.

”Jeg ville nok selv have lavet en kraftigere sovs,” tilføjer Rasmus, imens han kører en kartoffel rundt på tallerkenen og putter den i munden.

Cille efterligner ham og synker med besvær.

”Lidt kraftigere? Den smager jo ikke af noget som helst.” Hun lægger bestikket fra sig ryster opgivende på hovedet. ”Det var ikke min mening at servere sådan et elendigt måltid.”

”Jeg er bange for, at du har gjort dig skyldig i uagtsomt maddrab,” ler han.

”Jeg håber, det ikke er noget, jeg kommer i fængsel for.”

”Lad os gå ud at spise i stedet for. Det her er jo nærmest uspiseligt.” Cille fjerner tallerkenerne fra bordet, inden Rasmus kan nå at protestere.

En time senere sidder de på en restaurant med hver en tallerken velduftende mad foran sig.

”Er du vegetar?” spørger Rasmus med et blik på hendes menu, der mest består af grøntsager.

”Nej,” smiler hun. ”Jeg spiser meget grønt, men jeg betragter samtidig bacon som et krydderi og en menneskeret.”

”Så vil jeg lave en ordentlig tykstegsbøf til dig, når jeg er færdig med huset engang.”

”Det vil jeg se frem til,” ler hun.

Imens de spiser, fortæller Rasmus mere om sine renoveringstanker og -ideer. Cille følger interesseret med og kommer ofte med supplerende bemærkninger og forslag.

”Det lyder, som om du har erfaring med istandsættelse?” Rasmus læner sig mæt og tilfreds tilbage i stolen.

”Det er min store passion. Jeg er meget bedre til dét end til at lave mad,” indrømmer hun bevidst om sine egne styrker og svagheder.

”Hos mig er det lige omvendt,” griner han. ”Jeg er alt for længe om at få bygningsarbejdet gjort ordentligt. Jeg ville meget hellere lave mad.”

”Jeg har tilsyneladende tilbudt dig den forkerte type hjælp.”

Fredag tidligt på eftermiddagen iklæder Cille sig sit arbejdstøj og går over til naboen, som de har aftalt. Rasmus er i stuen og roder med en tapetafdamper.
“Den er gået i stykker.” Han ser slukøret på hende.
Hun inspicerer apparatet og kort efter udsender den en dampsky.
“Fantastisk.” Rasmus er passende benovet, og Cille tillader sig at være en lille smule stolt af sig selv.
“Lad mig klare tapetet herinde, så kan du lave noget et andet sted imens.”
I nogle timer arbejder de koncentreret i hvert sit rum.
“Du er jo næsten færdig.” Rasmus jubler imponeret og klapper.

Cille ser på den væg, som hun lige er blevet færdig med og inspicerer tilfreds hele rummet. Hun mangler kun den sidste væg, men den er kort og har et stort vindue.

”Trænger du ikke snart til fyraften?” Rasmus tørrer sit støvede ansigt med en klud.

”Jeg kan lige så godt tage den sidste væg, nu hvor jeg er så godt i gang.”

”Perfekt. Så vil jeg lave noget mad til os imens.” Han smiler stort, vender sig og efterlader hende i stuen.

Cille er ganske godt tilfreds med arbejdsfordelingen. Rasmus kan umuligt gøre det dårligere end hun selv forleden.

Madduften sniger sig igennem lugten af varm og våd tapetklister i små portioner. I store nok mængder til at Cilles mave begynder at knurre. Hun slukker for tapetafdamperen og lægger den forsigtigt fra sig.

”Er du ved at være klar til noget mad?” råber Rasmus ude fra køkkenet i samme øjeblik.

Hun går ud til ham og indhylles i duften fra stegt røget kød.

”Det dufter afsindigt lækkert.” Hun sætter sig ved det interimistiske bord lavet af vasketøjskurv med en foldet flyttekasse ovenpå.

”Bordet er ikke helt så pænt som dit,” griner han og giver hende en tallerken med mad.

”Til gengæld er maden meget bedre.” Cille tørrer munden med bagsiden af hånden.

Menuen består af stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs.

”Det er meget uretfærdigt, når man tænker på, hvor lidt der skal til for at lave dette beskedne måltid.” Rasmus trækker lidt på skulderne og ser på de tomme tallerkner, som om de er skyld i urimeligheden.

”Ja, nu du siger det.” Cille rynker panden, men dropper hurtigt attituden og ler tilfreds. ”Jeg klager ikke. Det smagte rigtig godt, og jeg er blevet meget mæt.” Hun læner sig tilbage på foldestolen og klapper sig overbevisende på maven.